Uddannelsesudvalget danner rammen for en bred og løbende dialog om uddannelse og undervisning og bidrager til den faglige udvikling og kvalitetssikring af biologiuddannelsen ved Natural Sciences. Udvalget fungerer som et forum, hvor undervisere og studerende sammen drøfter uddannelsernes indhold, opbygning, kvalitet og fremtidige udvikling.
Udvalget kan bestå af op til 12 medlemmer og er sammensat med lige mange fastansatte undervisere og studerende. Medlemmerne udpeges af prodekanen efter indstilling fra institutlederen. Den uddannelsesansvarlige for biologiuddannelsen er fast medlem og fungerer som udvalgets formand.
For at sikre en bred faglig repræsentation indstilles der ét medlem fra hver af de fem sektioner, som ikke allerede er repræsenteret gennem den uddannelsesansvarlige. Derudover har Institut for Biologi et fast medlem af udvalget, mens BFU indstiller seks studenterrepræsentanter.
Studiekoordinatoren og biologiuddannelsens studenterstudievejleder deltager i udvalgets arbejde med observatørstatus.