Benjamin Øllgaard (1943–2024)

Mindeord

Benjamin Øllgaard blev født den 9. september 1943 i Vestjylland, hvor hans far var præst. Hans mor stammede fra den kendte botaniske familie Lange. Så det var måske ikke nogen overraskelse, at Benjamin allerede som dreng blev botanisk interesseret og gennemvandrede grusgrave og andre spændende lokaliteter nær barndomshjemmet i Tarm i sin søgning efter interessante planter.  

Senere studerede han botanik ved universitetet og afsluttede med en magisterkonferens om ulvefodsplanter i 1970. Han blev herefter ansat som forskningsassistent, og fra 1975, som lektor på Aarhus Universitet, hvor han arbejdede, indtil han gik på pension i 2013 for at blive emeritus.  

I 1970erne var Benjamin Øllgaard en del af den unge gruppe af entusiastiske undervisere, som var med til at opbygge Biologisk Instituts forskning og undervisning. Han underviste især førstedels studerende i faget Kormofyter, som senere blev til Almen Botanik og som nu er Eukaryoter. Han var en finurlig og meget afholdt underviser og blev flere gange hædret af de studerende for sine fremragende pædagogiske evner. 

Benjamin Øllgaard var gammelsproglig student fra Tarm Gymnasium, og han havde sans for alt, der havde med terminologi at gøre. Han var altid munter og hjælpsom, når de studerende løb sur i alle betegnelserne og plantenavnene som kunne være på dansk, engelsk, græsk eller latin.  Ud over den klassiske dannelse, var der altid humor med, når han underviste. Når vi skulle lære butbladet skræppe at kende, forklarede han at basis af bladpladen er formet som det der på engelsk hedder ”but” – så jeg, tror vi alle med det samme kunne kende den art og huske navnet på den. 

Benjamin Øllgaard var specialist i Ulvefodsfamilien, men han havde også et enormt kendskab til karsporeplanter i almindelighed. Desuden var han en meget dygtig florist, så han var en inspirerende ekskursionsleder at have med på de mange feltture. Den danske flora kendte han som sin egen bukselomme, men også når vi var i felten udenfor landets grænser, var han meget kyndig. 

Kort tid efter sin ansættelse på Biologisk Institut var Benjamin Øllgaard en af fire deltagere i den Danske Botaniske Ekspedition til Ecuador i 1973. Sammen med Lauritz Holm-Nielsen, der ledede ekspeditionen, deltog også Bernt Løjtnant som var ekspert i orchideer og Stig Jeppensen som var specialist i lobeliaceer. Ekspeditionen indsamlede omkring 5000 numre med op til10 dubletter af planter fra alle Ecuadors vegetationszoner.  

På ekspeditionen i 1973 havde Benjamin Øllgaard opnået et enestående og dybt kendskab til ulvefodsfamiliens forekomst i Andesbjergene. Det gav ham mulighed for at søge og få tildelt en stor rejsebevilling fra Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd, så han kunne planlægge og gennemføre den tredje Danske Botaniske Ekspedition til Ecuador i 1976. Ekspeditionen skulle i detaljer udforske ulveføddernes forekomst i Ecuador, deres forskellige livsformer og forekomst i det højdiverse vegetationssystem i landet. Den ekspedition blev min ilddåb til Sydamerika, for Benjamin inviterede mig med som feltassistent.  

Igennem tre måneder gennemtrævlede vi landet fra nord til syd og fra øst til vest, og også fra lavlandet til de højeste tinder med alpin vegetation lige under de permanente iskapper på de højeste toppe. Vi besøgte de mest ufremkommelige steder, som kun kunne nås ad smalle veje som bestod af et par hjulspor. De var så langt ude på landet, at vi det meste af tiden måtte bo i en teltlejr, hvor alt indsamlingsudstyr, plantepressere og primus til at tørre planterne med måtte slæbes med på ladet af en pick-up og sættes op i store telte. På de tre måneder samlede vi 3000 numre med 6-10 dubletter hver, altså omkring 20.000 herbarie-samlinger. 

Efter den tredje ekspedition fordybede Benjamin sig i studiet af disse store samlinger. Han udgav en jævn strøm af Lycopodiaceae-relaterede publikationer samtidigt med at han passede sin undervisning på første del. 

I 1990erne var Benjamin udstationeret med sin hustru Kathrine og sønnerne Olaf og Asser i to år på Botanisk Instituts Danida-støttede forskningskapacitetsprojekt ved Universidad Católica del Ecuador. Her underviste og vejledte Benjamin en række studerende, hvoraf nogle sidenhen har helliget sig karsporplanteforskning. Der var også rig lejlighed til at fortsætte feltarbejdet på kortere ture med udgangspunkt ved universitetet i Quito. Efter at Benjamin Øllgaard vendte hjem fra Ecuador holdt han meget tæt kontakt med mange kollegaer i Quito og rejste og besøgte dem ved flere lejligheder. I samme periode udvidede han også sine forskningsinteresser og samarbejdede med kollegaer fra flere forskellige lande i Sydamerika, ikke mindst Paulo Windisch i Brasilien, som han have et aktivt publikationssamarbejde med.  

Benjamin Øllgaard var en klassisk taksonom par excellence, og han var en af de bedste af slagsen. Hans konklusioner om arternes afgrænsninger og slægtskab var meget solide, selv om de var baseret udelukkende på morfologiske karakterer. Hans arbejde var så anerkendt, så da yngre botanikere begyndte at studere ulvefødderne med molekylære metoder søgte mange af dem Benjamins samarbejde for på den måde at kunne basere deres konklusioner på et solidt alfa-taksonomisk grundlag. 

Efter pensionen i 2013 overgik Benjamin Øllgaard til emeritus status. Han kunne således gøre brug af instituttets, og især herbariets, faciliteter til at fortsætte forskningen. Og det var en spektakulær periode. For selv om Benjamin elskede sin undervisning, havde den alligevel taget så meget af hans energi, at han forskningsproduktion var påvirket af det. Men efter pensionen formåede han at publicere en lang række vigtige artikler, og hans produktion var ganske imponerende. Det var glædeligt at overvære, og det gav ham også en stor personlig tilfredsstillelse.  

Benjamin Øllgaard kom dagligt i herbariet og var altid et dejligt indslag i hverdagen, ikke mindst i kaffepauserne, hvor han gerne underholdt om dette eller hint finurlige forhold; hvad enten det var botanisk eller sprogligt. 

Familien betød meget for Benjamin Øllgaard, ikke mindst hans savnede kone og deres børn og børnebørn, hvis trivsel optog ham meget. I den seneste tid lagde han meget arbejde i at bringe sin brors, Hans Øllgaard, store mælkebøttesamling sikkert på plads i Herbariet. Benjamin var dertil en stor musikelsker og -kender, og fra sin tidlige ungdom mestrede han violin på højt niveau. Senere blev violinen afløst af en håndbygget bratsch, og han spillede jævnligt og trofast i forskellige orkesterkonstellationer med gamle venner. Benjamin delte også gerne sine fremragende evner med os alle når lejligheden bød sig. 

Henrik Balslev, professor emeritus og mangeårig kollega